Klubhistorie

Den spæde start.
Sønderborg Floorball Club - The Vikings blev stiftet i september 1999, ved den stiftende generalforsamling på biblioteket.
Initiativtagerne var Jacobsen-brødrene Morten, Michael og Rasmus, Morten Bro, Jan K. Pedersen, samt en 4-5 af deres venner og bekendte.
Sune Schrold var netop flyttet til byen, og bibragte bestyrelsen (bestående af blandt andre formand Morten Jacobsen, Michael Jacobsen, Morten Bro og Jan K. Petersen) lidt erfaring fra sine mange år i klubben i Vissenbjerg.

I starten lykkedes det at få en træningstid i Kløvermarkhallen, og medlemstallet steg hurtigt til ca. 20.
Sæsonen efter flyttede aktiviteterne til Amtsgymnasiets hal og sal, og medlemstallet steg til ca. 25.
Der var deltagelse i grand-prix turneringer, bl.a. mod det jævnbyrdige hold fra Randers.
Sæsonen 2001/2002 var første sæson med deltagelse i Danmarksturneringen (laveste række, 1. division).

Efter et par år som formand, flyttede Morten J. til Århus, og Jan K.Petersen overtog formandsposten.
Medlemstallet var på seniorsiden uændret, men der blev startet forsøg med ungdomsfloorball. Dette kunne desværre ikke holde og døde ud efter et par sæsoner.
Sæsonen var klubbens bedste mht. antal aktive, som i alt var 32.
I mellemtiden var træningen flyttet til Dybbølhallen og heldigvis var der nogle af de ældste ungdomsspillere, som fortsatte som unge seniorer.
Samtidig foregik deltagelse i landets næstbedste række med succes, ført an af den svenske spiller Nicklas Rossander.

I 2002 overtog Sune Schrold formandsposten, da Jan måtte trække sig pga. manglende tid. Morten Bro holdt stand som kasserer.

Den kommende sæsons højdepunkt var erhvervelsen af bander, som indtil videre står med kun én sponsorreklame.

 

Fra én af de første træninger med vores, på det tidspunkt, nye bander.


Anden gang er lykkens gang.

Efter nogle år med stabile resultater og ligeledes stabilt medlemstal, blev der i 2005/2006 gjort endnu et forsøg med ungdomsfloorball, og denne gang lykkedes det bedre. Bastian Bangly var hovedpersonen bag dette, og med god hjælp fra Kasper Christensen, var de med til at introducere floorball for kommunens børn og unge. I dag er det Søren Agerley og Gary Walsh der tager sig af klubbens yngste.

Efter regn, kommer sol

I sæsonen 2006/2007 løb klubben ind i sin første og forhåbentlig eneste krise. Svigtende medlemsfremgang og det faktum at klubben kun havde én dommer og dermed ikke kunne opfylde sine dommerforpligtelser overfor DaFU (Dansk Floorball Union), gjorde at bestyrelsen var tæt på at trække klubbens seniorhold fra danmarksturneringen. Dette blev dog heldigvis afværget, da en blanding af held og en engageret indsats, gjorde at klubben stadigvæk kunne deltage i turneringen.

Efterfølgende er der kommet flere dommere til, og klubben kan idag mønstre syv dommere.

Nutiden
Sune Schrold valgte efter flere år som formand, at trække sig fra posten ved generalforsamlingen i 2008, og klubbens formand hedder derfor i dag Ronnie Korsager Davidsen. Kasper Christensen har påtaget sig rollen som kasserer .

I dag (2010) har klubben ca. 60 medlemmer, og interessen for klubben er stødt stigende.

Vi har en velfungerende senior- og ungdomsafdeling, og for at fremtidssikre klubben, har man i 2010 valgt at oprette endnu et seniorhold – det såkaldte stævnehold, hvor der er plads til alle.

Fremtidsudsigterne for Sønderborg Floorball Club – The Vikings, ser meget lyse ud og der bliver hele tiden arbejdet frem imod, at have det bedste tilbud til børn,unge og voksne –vel at mærke et tilbud for alle uanset alder, køn og niveau. Sagt med andre ord, vi ønsker at være en klub hvor der er plads til alle.